JON, feb. 2017 – ude i felten:
Carries stedfar er på hospitalet igen – endnu et hjerteproblem. Han troede, han var ude af farezonen, ligesom han troede, han var ude af farezonen fra hudkræften, der kom tilbage. Den er ikke et problem for nu, men hans hjerte volder problemer igen.
Jeg forstår ikke den gamle mand. Han har dette store firma. Han har sin egen kirke. Han har en sød kone, som ønsker at gøre alt for ham – smuk men ret målrettet, min svigermor, Carries mor. Så hvad er der galt med Marcus? Hvorfor er han på hospitalet igen og kigger på rytmen på en kardiograf eller hvad det nu hedder i stedet for at overvåge aktiekurser og medlemsvækst?
Jeg har nogle teorier…
Det er let at dømme en mand, når man har en fredelig kaffepause mellem to lange patruljer i den enorme, tomme hvidhed, som udgør ørkenen herude. Let at tænke. Let at dømme.
Men jeg tror, det er på grund af morgendramaet – Carries mor i telefonen, grædende over den seneste udvikling – før jeg tog på arbejde. Og nu er det svært ikke at tænke på det.
Og så er der børnene. Jeg burde ringe til Carrie, tjekke hvordan hun har det, se hvordan hun klarer dem. Men for nu, kaffe. Se folk komme og gå. Tænke over, hvad der kommer til at ske.
I øjeblikket ser det ud til, at han kommer til at klare den. Jeg tror, de vil lave en bypass denne gang. Men hvorfor trak han sig ikke tilbage første gang, dette var et problem? Jeg mener, alle kunne se, at han overanstrengte sig. Og han er manden med denne mærkelige, livsglade, selvopfundne religion, der lærer alle andre, hvordan man skal leve. Selvfølgelig bygger han også computersystemer som sit hovedarbejde – dem vi alle er afhængige af – så han er en vigtig fyr. En leder. Et eksempel. Eller han burde være det.
Og jeg tror, at det er præcis derfor, han ikke satte tempoet ned. Det er derfor, han ikke stoppede. Det er derfor, han bare fortsatte, indtil han kollapsede.
Det er ironisk, faktisk. På trods af alt, hvad han fortæller andre om at håndtere deres liv – følelsesmæssigt, åndeligt – følger han ikke sit eget råd. Gør som jeg siger, ikke som jeg gør. Og du kan ikke bare undskylde det som en engangsforseelse. Naturligvis er han kun et menneske, selv hvis han er en stor direktør og lederen af et eller andet vigtigt åndeligt hvad-det-nu-er. Selvfølgelig er han stresset. Selvfølgelig har han ansvar. Det betyder ikke, at det, han prædiker, er forkert – kun at han er i en anden position end os andre stakkels tabere, der er nødt til at lytte til ham, købe hans kurser, deltage i hans menighed.
Men så bliver det ved med at ske. Igen og igen. Han bliver syg. Ender på hospitalet. Og så begynder man at undre sig.
Og så begynder jeg at undre mig.
Mens jeg sidder her og strækker denne kaffe så længe som muligt, hvorfor tænker jeg overhovedet på min svigerfars stedfar? En, der er mere fjern for mig end min egentlige svigerfar ovre i Skotland? En, jeg aldrig rigtig har klikket med?
Jeg ved ikke, hvad Deborah så i ham. Jeg har altid fundet ham… mærkelig. Distanceret. For fuld af sig selv. Måske var det det, hun faldt for – ikke præcis hans ego, men den måde, han virkede til at have alt under kontrol. Hun havde brug for en mand som ham efter katastrofen med Carries rigtige far og hans drikkeri. Marcus rørte aldrig alkohol. Han er en sundhedsguru. Hvilket gør det endnu mere tragisk, at han ikke vil følge sit eget fordømte råd og sætte farten ned.
Du kan drikke al den urtete, du vil, men hvis du arbejder 25 timer i døgnet, vil din krop give op. Især når du er over tres. Femogtreds, tror jeg.
Så hvorfor fortæller jeg dig om ham? Hvorfor tænker jeg på ham og ikke min egen far?
Der er noget her, jeg ikke har lyst til at tænke for meget over.
Jeg ved ikke engang, hvor min far er. Det pisser mig af. Røvhullet har ikke engang ringet til min bror, siden han kom tilbage fra Afrika. Og min mor – skal vi sætte hende på et plejehjem eller hvad?
Det pisser mig også af.
Men denne kaffe varer ikke evigt.
Og måske er det derfor, jeg tænker på den far, jeg ikke har. Den far, jeg ikke ønsker at have. Eller måske bare enhver anden person, virkelig.
For når jeg mødes med fyrene i aften, kommer vi til at tale om chefen. Vi kommer til at tale om vores kolleger, der ikke er der. Om idioterne ovre i kommunen. Vi kommer til at tale om alle – undtagen os selv.
At tage et langt, hårdt kig på vores egne liv, hvad der virker, hvad der ikke virker, enten alene eller i det store sociale cirkus, der bliver Jeffersons polterabend, der… der nærmest er en forbrydelse.
Så måske har jeg, når alt kommer til alt, mere til fælles med min mærkelige svigerfars stedfar, end jeg har lyst til at indrømme.
Men jeg vil nyde resten af denne kaffe indtil det allersidste minut af min patetiske lille pause.
Så der er en forskel.
Jeg håber, det tæller.
*